Ugebrev 07.08.2020 Skovlund Friskole

Solen skinner og snart kommer eleverne tilbage i skole :-)
I SFO'en har børnene denne uge nydt det gode vejr udenfor :-) Vi glæder os til en fyldt skole og til første skoledag på tirsdag. 120 børn starter på skolen den 11. august.

De nye skolebørn i 0. kl. kommer kl. 9-12 sammen med deres forældre og elever i 1.-9. kl. møder kl. 8.15-12. På opslagstavlen for forældre på VIGGO kan forældre læse mere om, hvem der må komme med i skole første skoledag m.v.
Vi skal stadig forholde os til retningslinjer vedr. COVID-19, så derfor starter vi med morgensamling i skolegården første skoledag, og her kan alle de forældre (og andre, der har lyst) være med, når vi starter kl. 8.15.

Velkommen til:
Per Mikkelsen, der er ansat som chauffør til skolebusserne. Han skal arbejde sammen med Ole i august måned. Ole stopper pr. 31.8.
Kristina Boel Hansen, der bl.a.  er teamlærer i storeteam. Kristina skal også være en del af matematikteamet i mellemteam.
Conny Fischer, der er teamlærer i mellemteam, og hun er også en del af matematik i samme team.
Jonna Thøgersen, der er startet med at gøre rent på skolen om eftermiddagen.
Lotte Jørgensen, der er tilbage igen som sproglærer to gange om ugen.
Anne Pia, der er i praktik i vores SFO. Anne Pia er uddannet pædagog og skal være i SFO'en de næste 14 dage.
Simon Sommer, der er tilbage efter sin forældreorlov før sommerferien.

Lejrskole 23.-25. september
Alle skolens elever og ansatte skal igen i år på en fælles lejrskole. VI har booket "Lyngsbo", Ballesvej 40, 7000 Fredericia, https://lyngsbo.com/  Vi skal rejse med DSB (mere info senere).
Vi tager ikke toget hjem fredag, da vi i år vil invitere forældre på besøg. Fredag mellem kl. 13-14 skal børnene hentes af deres forældre eller andre, og vi har kaffe på kanden.

Forældremøder
Mellemteam, 13. august, kl. 16.30-19
Lilleteam, 2. september, kl. 16.30-19
Storeteam, 15. september, kl. 16.30-19

20. august kl. 19-21 "Hvordan kommunikation kan gøre hverdagen sjovere?"
Gratis for forældre
. Andre kan købe billet til 200 kr. (henv. på skolens kontor) kontor@sfri.dk eller skoleleder@sfri.dk 
"Foredrag" v/Liselotte Christensen https://www.yourpotential.dk/
Liselotte er sprudlende, underholdende og let at forstå, når hun deler ud af sin store viden om børn, voksne, hjerner, konflikter og sit positive livssyn. Hun er uddannet lærer, har været skoleleder i Ribe, og nu er hun underviser og coach. Nogle genkender hende måske fra  TV-serien "Havfruer på dybt vand". 
Vi (skolens ansatte) har lært (og lærer stadig) meget nyt af hende, vi har moret os og haft det sjovt imens. Denne oplevelse vil vi meget gerne dele med jer, så derfor vil gerne se mindst 1 forælder fra hvert skolehjem.

Støtteforeningen har konstitueret sig. Læs mere her

Eftermiddagschauffører til busserne ønskes :-)
Med almindeligt kørekort kan alle køre skolens busser med plads til 8 passagerer. Vi vil gerne udvide vores skare af frivillige chauffører, så har du lyst til at køre en tur en eftermiddag om ugen og kan du afsætte 1-1,5 time til det - ja, så hører vi meget gerne fra dig :-)
Skriv til: skoleleder@sfri.dk

  • FORÆLDRENE SIGER

    “..vores søn har haft en tryg, sikker opvækst og skolegang.…”                                                                                  Tidligere forælder til afgangselev
  • FORÆLDRENE SIGER

    “Det er SÅ dejligt at opleve lærernes engagement og opleve en hel flok elever samlet om sang og musik. Igen i går fik jeg bekræftet det sammenhold og den respekt som eleverne har for hinanden."                                                                 Lenette

  • FORÆLDRENE SIGER                                                                                                                                  "Det er helt fantastisk som forældre at stå på denne side af skoleskiftet og se at det var det rigtige valg. Skovlund Friskole har virkelig hjulpet vores søn godt i gang og som deres slogan lyder, så er det igen blevet sjovt at gå i skole!"                                      Helle og René