Elevernes udbytte af undervisningen 2020-23

På friskolen er vi forpligtet på at evaluere på elevernes udbytte af undervisningen jf. Friskoleloven, 1b, stk. 1 og 2. Herunder kan du læse, hvordan vi mundtligt og skriftligt følger op på den enkelte elevs behov og forudsætninger med det formål, at eleven så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger med de fastsatte mål, og at skolens undervisning står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Løbende evaluering af elevernes faglige udbytte:
Den daglige evaluering/feedback
Elevopgaver/afleveringer
Skole-hjemsamtaler (årlige og efter behov)
Læse- og stavetest for elever i de tre teams (Lille-, mellem- og storeteam)
Terminsprøver i 8. kl. (sammen med 9. kl.)
Folkeskolens prøve for elever i 9. kl. (skriftligt og mundtligt)

Den daglige evaluering/feedback
Elever, forældre og lærere er dem, har den allerbedste erfaring med, hvordan den enkelte elev klarer sig. De ved, hvor let eleverne har ved at tilegne sig ny viden og anvende den. Den daglige respons og samtalen mellem elev/lærer giver den allerbedste vurdering af elevernes faglige udbytte, og den tillægges stor værdi.

Elevopgaver/afleveringer
De almindelige afleveringsopgaver, drøftelser på klassen og mundtlige fremlæggelser giver et godt indtryk af, hvor eleverne har deres udfordringer og stærke sider. Når vi på skolens f.eks. anvender “matematikfessor”, så er det let for læreren at se, elevens udvikling og udfordringer. De samlæste klasser/stamholdene på skolen er oftest små, så det er let for lærere at have indblik i de enkelte elevers faglige udbytte af undervisningen.

Skole-hjemsamtalen
Til den årlige samtale drøftes elevens trivsel samt faglige udbytte af undervisningen med forældre samt eleven (fra 3. kl. og opefter).
Ligeledes er der drøftelse af elevens arbejdsindsats, sociale kompetencer m.v. Skole-hjemsamtaler afholdes desuden efter behov i løbet af året – både på forældres og undervisernes initiativ.

Læse-, stave- og matematiktests
Når der er begrundet mistanke om særlige udfordringer i fagene testes eleverne. På skolen har lærerne adgang til forskellige tests og for at samarbejde med Varde Kommunes læsekonsulent. På friskolen har vi også vores egen uddannede læsevejleder.
Ved mistanke om ordblinde-vanskeligheder testes eleverne med ordblinde-risikotesten eller ordblinde-testen. Ved mistanke om talblindhed (dyskalkuli) testes eleverne på skolen, så vi kan blive klogere på de udfordringer der er .
Såfremt de har behov for hjælpemiddel, som en IT-rygsæk v/ordblindhed, ansøger skolen om hjælpemidler hos SPS styrelsen. Eleverne undervises på skolen i brugen af hjælpeprogrammerne og når de skal til afgangsprøve i 9. kl., søges om forlænget tid til disse elever.

Terminsprøverne
I 8. og 9. kl. går eleverne til terminsprøve – oftest i november. Det foregår i samarbejde med Skovlund Efterskole. Eleverne bedømmes og får efterfølgende både mundtlig og skriftlig respons (karakter).

Folkeskolens Prøver i 9. kl. (FP9)
Skoleforløbet afsluttes med de afsluttende mundtlige og skriftlige prøver i 9. kl. Prøverne afvikles på Skovlund Efterskole eller Skovlund Friskole. Nogle elever har behov for forlænget tid, og så søger skolen om det til termins- og afgangsprøverne.

Karakterer og vurderinger
– Halvårs- og årskarakterer i 8. og 9. kl.
– Uddannelses-paratheds-vurdering (UPV) af elever i 8. kl. i samarbejde med UU-vejleder, Varde Kommune
– Karakterer og mundtlig respons på sproglige afleveringer/opgaver i 8.-9. kl.

Eksternt tilsyn med undervisningen
Den forældrevalgte certificerede tilsynsførende, aflægger skolen besøg flere gange årligt. Den tilsynsførende udarbejder hvert år en skriftlig erklæring, som lægges på skolens hjemmeside – jf. lovkrav. Tilsynsførende 2017-19; Ulla Kronborg, Sdr. Omme (tidligere friskolelærer/leder)
Kommentarer fra tilsynsførende tages til efterretning.
Erklæringen kan læses her.

Handleplan for børn med særlige behov
I samarbejde med forældre, sundhedsplejerske, tale-/læsekonsulent, skolepsykolog, skolerådgiver, UU-vejleder m.fl. laves der særlige aftaler og planer for de elever, der har faglige, personlige eller sociale udfordringer i undervisningen. Disse planer er individuelle og fortrolige.
Til skole-hjemsamtalerne ( de årlige og behovsbestemte) laves skriftlige aftaler og aftaler om opfølgning.

Når en elev er udfordret i sin hverdag, inviteres der f.eks. til koordineringsmøder hvor eks. skolepsykologen og sundhedsplejersken deltager. Andre gange afholdes der afklarende møder mellem ansatte og forældre.
Når en elev eks. har meget fravær afklares årsagen til dette i første omgang ved samtale med elev/forældre.

Evaluering og opfølgningsplan 2021-23

Maj-juni 2021, “Hvad lærte vi af nød-/fjernundervisningsperioden?”
Hvad kan vi tage med os af gode erfaringer fra nød- og fjernundervisningen i foråret 2021?
Vi tror på, at vi skal gøre mere af det, der virker. Både elever, forældre og lærere har gjort sig nogle gode erfaringer fra undervisningen i indeværende skoleår.
På skolen igangsætter vi en evaluering med henblik på planlægningen af skoleåret 2021-22. Evalueringen gennemføres i maj/juni 2021, hvor alle forældre vil få mulighed for skriftligt at tilkendegive erfaringer. Eleverne og lærere evaluerer på skolen, hvor de forud for drøftelser får spørgsmål, som de skal reflektere over. Læs mere her

Maj 2021, fagdage
I skoleåret 2020-21 indførte skolen fagdage om onsdagen, fordi der var ønske om større mulighed for faglig fordybelse, ekskursioner og tværfaglige forløb. I de forskellige teams har der været forskelligt fagligt fokus. Følgende fag har æret repræsenteret: dansk, fysik/kemi, tysk, natur/teknik samt historie/kristendom. Forud for planlægningen af skoleåret 2021-22, evaluerer lærere og elever på erfaringerne og udbyttet af fagdagene.
Skal vi forsætte med fagdage? Hvis ja; Hvilke fag kan med fordel være en del af fagdagene næste skoleår? Læs mere her

April-maj 2022, dansk
Vi oplever, at en del elever har faglige udfordringer ift. læseindlæring, og derfor er der i skoleåret 2020-21 ansat 3 lærere, der har særlige pædagogiske, personlige og faglige kompetencer, der kan bidrage til et fagligt løft af skolens elever både i dansk og matematik.
På friskolen er der f.eks. ca. 10% af eleverne, der har ordblinde-vanskeligheder (testet med ordblindetest.nu) og som har modtaget IT-hjælpemidler.
I midten af april 2021 nedsatte vi på skolen et fagligt udvalg, der skal arbejde med den røde tråd i vores danskundervisning, så elever og forældre vil opleve sammenhæng og trygge overgange fra Lille- til Mellemteam, og fra Mellem- til Storeteam.
Vi har et ønske om, at det er tydeligt for alle forældre og andre, hvordan vi arbejder i dansk.
Udvalget skal være klar med et oplæg til det kommende skoleår. Vi vil følge op med en evaluering i skoleåret 2022-23.

Juni 2022, De obligatoriske emner (færdselslære, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab samt uddannelse og job)
Samtidig med fokus på den røde tråd i dansk for skoleåret 2021-22, vil der blive sat fokus på de obligatoriske emner. Vi evaluerer på opfyldelse af fag- og kompetencemål for fagene i slutningen af skoleåret 2022.

Marts 2023, elevernes forudsætninger for læring og udbytte af undervisningen
Alle skolens ansatte er på efteruddannelse i 2020-2021 med henblik på et samlet løft af de pædagogiske kompetencer, som skal i spil, når vi skal hjælpe eleverne til at tage udfordringer op, overvinde tidligere nederlag og få det vendt til noget positivt. Vi har erfaret, at lærernes viden om hvordan hjerner kan arbejde med/imod elevens forståelse af sig selv, bidrager positivt til elevernes faglige og personlige udvikling.

Det forventes, at lærerne i deres undervisning fremover vil være bedre uddannet til at dokumentere og beskrive hele elevgruppens- og den enkelte elevs personlige, sociale og faglige udvikling. Vi vil i marts 2023 bl.a. evaluere på, hvad lærerne har startet af nye tiltag og med hvilken effekt.

Denne efteruddannelse blev påbegyndt i foråret 2020 med akademifaget “Positiv Psykologi i organisationen” efterfulgt af “Coaching i organisationen”. Vi har en forventning om, at vi vil opleve flere elever med personlig trivsel og faglig udvikling, når denne nye viden er implementeret over et par år.

På Skovlund Friskole vægter vi de personlige kvaliteter og den personlige udvikling hos alle elever. Derfor er det vigtigt for os, at de både klarer sig godt fagligt og personlige på i den tid, de går i skole og efterfølgende.

Marts 2023, overgangsfrekvens til ungdomsuddannelse og elevernes egen oplevelse af, hvad skolegangen på friskolen gav dem
Elever, der går ud af skolen med lave karakterer gør vi en ekstra indsats for. Vi siger oftest ja til at modtage i elever i 8. kl., som har mødt modgang i deres skoletid, hvis de har behov for et nyt skoletilbud og hvis det ligger indenfor det, som vi kan tilbyde. Vi har gennem årene været et godt alternativ til elever i udskolingen, som trængte til en ny start med udfordringer i deres egen rygsæk. På skolen ved vi, at det kan være et stort arbejde for den enkelte elev at samle op på faglige viden og tro på sig selv, hvis skolegangen har budt på modgang. Vi vil forsat gerne være et alternativ, og tror på, at den enkelte er så meget mere end den karakter, der står på afgangsbeviset.

På skolen afsætter vi ressourcer til at efteruddanne os, og vi bliver stadig dygtigere til at give eleverne et personligt og fagligt løft, som gerne skal afspejle sig i gode liv efter grundskolen. Afgangskaraktererne er blot et lille bud på, hvad den enkelte rummer, og vi ved, at der kan være en stor succes i at få 2 til en prøve, som har set ud som et uoverskueligt bjerg for nogle elever. Disse små og store succeser vil vi gerne forsat fejre med vores elever og forældre.

Derfor vil vi gerne undersøge hvordan eleverne klarer sig efter 9. kl., når de har ligget under lands- og kommunegennemsnittet. Hvilken betydning har prøvekaraktererne for overgang til ungdomsuddannelser og elevernes egen oplevelse af, hvad skolegangen på friskolen gav dem? Hvad er de i gang med, når de går videre ud på livets vej?

Som eksempel kan nævnes samarbejde med Kjærgård Landbrugsskole og andre steder, som er en del af nogle fremtidsdrømme. Vi samarbejder også med UU-vejledere om praktiksteder til elever i 8.-9. kl., som har behov for ekstra støtte til at blive sporet ind på en uddannelsesvej. Elever med udfordringer har mulighed for forlænget tid til prøverne og for at få hjælp til at lære deres IT-rygsæk at kende, – også når de sent i skoleforløbet erfarer, at de har ordblindevanskeligheder.

I marts 2023 vil vi på skolen undersøge, hvad tidligere elever er i gang med, hvis de fik en gennemsnitskarakter i de bundne fag, der er lavere end landsgennemsnittet det år, de gik ud af 9. kl.
Vi har et håb og en formodning om, at elever der går ud af friskolen i 9. kl., oplever at have et meningsfyldt ungdomsliv, at de husker deres skoletid som en god tid, hvor de blev anerkendt og respekteret og hvor de fik den hjælp, de havde behov for.

Bundne prøvefag udgør dansk, engelsk, matematik og fællesprøve naturfag.

Der var ingen elever i 9. kl. på Skovlund Friskole i 2018 – derfor heller ingen prøvekarakterer herunder.

9. kl. s afgangsprøver 2017
Gennemsnit af prøvekarakterer i bunde prøvefag

Landsplan: 7,1

Varde kommune: 6,6

Skovlund Friskole: 6,6

9. kl. s afgangsprøver 2019
(Ingen afgangselever i 2018)
Gennemsnit af prøvekarakterer i bunde prøvefag

Landsplan: 7,4

Varde kommune: 6,5

Skovlund Friskole: 4,7

9. kl. s afgangsprøver 2020
Gennemsnit af prøvekarakterer i bunde prøvefag

 

Landsplan: 7,1

Varde kommune: 6,8

Skovlund Friskole: 5,7

9. kl. s afgangsprøver 2021
Gennemsnit af prøvekarakterer i bunde prøvefag

Landsplan: 7,5

Varde kommune: 7,3

Skovlund Friskole: 7,1