

10 års jubilæum

Ved skoleårets start kunne vi fejre at lærer Pernille Frederiksen har været ansat på Skovlund Friskole i 10 år. I løbet af sommerferien havde Pernille også fejret 25 års bryllupsdag med sin mand. Fra skolen ønsker vi et hjerteligt tillykke med begge mærkedage.
NYT ANSIGT

Vi byder velkommen til Mikkel, der er ny tilkaldevikar. Mikkel præsenterer sig selv således:
Jeg er nyuddannet, energisk og legende underviser, der brænder for at vække elevernes nysgerrighed gennem leg og engagement. Gift med Sille og sammen har vi sønnen Isak på halvandet år. Vi er bosat i Brande
FØRSTE SKOLEDAG
FØRSTE SKOLEDAG
Mandag d. 14. august kunne vi byde velkommen til friskolens 12. skoleår. Eleverne fra 1.-8. klasse mødte friske og forventningsfulde og mange forældre havde også valgt at starte skoleåret med os. I år startede vi ved flagstangen hvor to nyansatte, Tinne og Siw, stod for flaghejsningen, mens der blev sunget
“I østen stiger solen op”.
Da klokken var 9, mødte 13 friske, spændte og lige så forventningsfulde elever op, for at starte deres første skoledag i 0. klasse. 1. og 2. klasse tog pænt imod dem og deres forældre, ved at danne en flot flagallé.
FØRSTE UGE – INTROUGE
Det er vigtigt med pause og gode oplevelser. Velkommen tilbage til verdens bedste skoleår.
SPROG OG ADFÆRD
Vi har fra skoleårets start haft fokus på sprog og adfærd på skolen blandt børn og voksne. Det fokus vil vi holde året igennem, så det er godt at være her, og vi kan få det bedste skoleår.
Skoleåret har haft sin begyndelse, og det er gået godt. Vi har haft en spændende introuge. Børn og voksne har været glade for at se hinanden. I denne uge har vi haft normale undervisningsdage og dem følger der flere af.
Med dem følger krav og udfordringer, og der kommer konflikter og konfliktløsning. Dem må vi løse så godt vi kan ved fælles hjælp. Når skole og hjem står sammen og udtrykker de samme værdier og krav, så har børnene lettest ved at finde sig til rette.
TAK TIL STØTTEFORENINGEN
Fra alle ansatte skal hermed lyde en stor tak til Skovlund Friskoles Støtteforening.
Vi takker for hovedrengøringen, som I lavede i sommerferien.
Vi takker også for jeres økonomiske støtte (kr. 35.000,-) til vores lejrskole, som alle skolens elever skal med på 27.-29. september i år. Lejrskolen giver fælles oplevelser og styrker fællesskabet.
Jeres støtte betyder rigtig meget.
PROFILPROCESSEN
I foråret var forældre og andre interesserede inviteret til at medvirke i processen omkring friskolens ny profil. Siden da, er der blevet arbejdet heftigt i kulissen, både i bestyrelsen og blandt de ansatte. Nu inviterer vi igen, nemlig
TORSDAG D. 14.9. KL. 18:30 – 21:30
Indbydelse kommer snart, men sæt X i kalenderen i dag.
KALENDER PÅ SKOLENS HJEMMESIDE
På vores hjemmeside kan I finde skoleårets kalender med lejrskole, anderledes dage, sommerferie næste år og meget mere.
Følg dette link: Kalender – Skovlund Friskole
ARBEJDSFREDAG
Som I kan se i kalenderen, så afholder vi efterårets arbejdsfredag d. 6. oktober. Vi forventer at alle skolehjem er repræsenteret på mindst en af de to arbejdsdage der er i løbet af skoleåret. Skulle det, af forskellige årsager volde problemer, så kontakt os. Der er rigtig mange andre måder, hvorpå I kan give os en hjælpende hånd. Arbejdsfredagen skal også ses som et socialt arrangement, hvor forældre og børn mikses og lærer hinanden at kende. Fra skolens side er disse dage derfor af høj priroitet.
OPFORDRING
Som udgangspunkt udsender vi nyhedsbrev hver anden fredag. Vi vil opfordre jer til at få det læst, da det indeholder rigtig mange vigtige og nyttige oplysninger, og netop her, får I svar på mange ting.
Rigtig god weekend
Frands