
Glædelig første søndag i advent
Om vi vil det, eller ej, så er vi allerede nået til første søndag i advent. Vi siger at tiden flyver afsted, og det føles bestemt også sådan. Da jeg var barn, og de voksne sagde: “Bare vent, når du bliver ældre, går dagene og månederne meget hurtigere”. Jeg må give dem ret. Men hvorfor er det mon sådan? En af forklaringerne kan være, at vi alle har mange jern i ilden. Vi bliver bombarderet med tilbud om den ene aktivitet efter den anden. Arrangementer, møder, stævner, sammenkomster og ikke mindst i denne tid, juleafslutninger både her og der. Sjældent har vi et stille øjeblik, hvor vi bare kan sidde og nyde at være til. Hvad er det vi stræber efter? Hvad er det, der er så vigtigt at nå? Ja, det kan være det var en idé at tænke lidt over.
Siden sidst
0. klasse
Vi har lært bogstavet P, og den har en pustelyd. Så vi har sagt ord med P og pustet en fjer væk

Håndboldstævne med 3.-4.-5. og 6. klasse .
Det var simpelthen en fornøjelse at være ude af huset med eleverne

Morgensamling og fortælling kan indeholde mange forskellige ting. Heidi er i gang med et emne om, hvad man kan blive, når man bliver stor. I den forbindelse har hun bl.a. inviteret nogle af skolens forældre ind, for at fortælle om deres uddannelse/erhverv. Det er blevet til nogle spændende morgener og spørgelysten er stor. På billedet ses Maja, mor til Nynne og Elias, som fortæller om sit arbejde som fysioterapeut.
“Landsbyen Samles”
Som noget nyt, arrangerer vi “Landsbyen Samles” en gang i kvartalet (ca.) Første gang var i november, hvor temaet var “To generationer spiller ud” Der blev sunget på livet løs, og de 45 minutter fløj afsted. Sæt allerede nu X i kalenderen. Næste gang er d. 24. januar, hvor vi håber at se rigtigt mange. Denne gang er det hele lilleteam som står for morgensamlingen, og de bliver spændende at se og høre, hvad de har fundet på




SÅ ER JULEN SKUDT I GANG
I fredags havde vi juleklippedag på skolen. Samme dag holdt vi bedsteforældredag, og hold da op en opbakning. Godt 100 bedsteforældre fra nær og fjern mødte op til kaffe og nybagte boller. Stor tak til Karen og Jonni for hjælpen i køkkenet. Derefter blev der julet rundt i klasselokalerne. Der blev klippet, klistret, farvet, klipset, limet, snakket og hygget til den store juleguldmedalje. Skolen er nu pyntet flot op til decemberhygge og traditionen tro, er vinduerne mod p-pladsen pyntet særligt op, til ære for kirkegængerne juleaftensdag. Pedellen sørger for lys i disse lokaler, så man rigtigt kan nyde de pyntede vinduer.
Bedsteforældrene havde medbragt madkurv, som de nød sammen med børnebørnene. Dagen sluttede vi af med fællessang i gymnastiksalen. En stor tak til de mange fremmødte bedsteforældre. Det betyder meget for os, også at kunne vise skolen frem for jer, lære jer lidt at kende og få en hyggesludder.
NY SKOLELEDER
Vi nærmer os 1. december, og udover at åbne den første låge i julekalenderen, så åbner vi også lågen til et nyt kapitel i Skovlund Friskoles historie. Torsdag morgen møder Frands Bruun ind til sin første arbejdsdag som skoleleder. Vi ved at han glæder sig helt enormt. Både til at lære elever, forældre og ansatte at kende, men også til det spændende arbejde med videreudviklingen af vores fantastiske skole.
Vi er klar til at byde Frands velkommen, og tøv ikke med at stikke hovedet ind på hans kontor – om ikke andet, så bare lige for at hilse på.
Det var alt for denne gang.
Venlig hilsen
Erling Simmelsgaard